Med stor medmenneskelig kærlighed og handlekraft viste han dyb respekt for den lokale religion og kultur i en af de fattigste egne i verden.
Her boede og arbejdede han sine sidste 30 år blandt inkaernes efterkommere i et afsides bjergområde i Perú.
Udover at fungere som indianernes præst, samarbejdede han med den lokale befolkning om at bygge elektricitetsværker, anlægge veje i de ufremkommelige bjerge, etablere skoler og værksteder.
Denne tidligere jurist havde også med stor energi prædiket og kæmpet for menneskerettigheder for disse bjergbønder.
Padre Antonio’s mindetale i Lima:
“Hans passion var at give sit liv, – først i urskoven hos de indfødte, som han boede hos, og derefter i Andesbjergene. Han har altid ønsket det bedste for alle og han har givet det bedste af sig selv lige til det sidste. Det var sådan han forstod livet, at give det ved at elske betingelsesløst og leve i folkets tjeneste.”
Peters ord om sin “afsked”:
“Når vi engang er brugt op og har tømt det sidste bæger med hinanden, så skal vi kunne se os selv i øjnene og vide, at vi gjorde, hvad vi kunne.
Man kan være heldig at dø ved at styrte i afgrunden og slutte livet på en flot måde, inden man bliver fuldstændig ubrugelig eller et plejetilfælde.
Jeg ender i Peru, det er her jeg hører til og det er kutyme, at man lægger sine knogler i det land, hvor man hører til og det har jeg også tænkt mig at gøre.”